Gyldendals Børnebogspris 2018 går til Kasper Hoff
Dato: 6. september 2018

Kasper Hoff bliver belønnet for sit fantastiske forfatterskab ved forlagets årlige reception for børne- og ungdomsbøger i dag.

 

Siden sin debut i 2009 har Kasper Hoff skrevet 25 børnebøger på Gyldendal. Hans høje produktivitet går hånd i hånd med en stilsikker og fantasifuld fortællestil, som har skabt de populære serier DOKTOR Z, ZONEN, GAMERZ, UNIVERSETS HELTE og DRENGEN DER FIK TING I HOVEDET.

 

Og så er han ikke mindst børnenes favorit. Bedst illustreret ved det faktum, at han for fjerde år i træk er nomineret til børnenes egen bogpris hos DR Ultra - Orlaprisen.

 

Redaktionschef i Gyldendal Børn & Unge, Elin Algreen-Petersen, giver årets prismodtager følgende ord med på vejen:

  

“Kasper har ramt en kunstnerisk åre i sig selv, når han skriver børnelitteratur. Han har et kæmpestort talent for at give fantasien frit løb i alt fra tidsrejser og rumeventyr til totalt tilspidsede liv og død-scener i et computerspil. Han forstår virkelig sine læsere, og de ting der optager dem - og netop derfor rammer han så rent med sine bøger.”

 

Kasper Hoff er i 2018 nomineret til Orlaprisen med DRENGEN DER FIK TING I HOVEDET. Bogen er nomineret i kategorien “Bogen der fik mig til at grine”. Sidste år vandt bogen GAMERZ - GAMER 4EVER Orlaprisen i kategorien “Bedste tegning”.

 

Han er født i 1972, uddannet fra dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2001 og har skrevet dramatik til både teater og radio. Det er blevet til 20 skuespil, de fleste opført på Det Kgl. Teater, og otte radiodramaværker, primært for DR og BBC.

 

Gyldendals Børnebogspris er blevet uddelt siden 1982, og Kasper Hoff tilslutter sig rækken af prominente modtagere som Ib Spang Olsen, Kim Fupz Aakeson, Jakob Martin Strid og Tine Bryld. Sidste år blev prisen tildelt Rasmus Bregnhøi. Med hæderen følger 100.000 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail