Søren Gyldendal Prisen 2018 går til professor Anne-Marie Mai
Dato: 19. april 2018

Søren Gyldendal Prisen 2018 går til professor Anne-Marie Mai

I dag, torsdag 19. april, får professor Anne-Marie Mai overrakt Søren Gyldendal Prisen 2018.

Juryen motiverer valget bl.a. således:

”Anne-Marie Mai er et kraftfelt i stadig bevægelse: Med sit klare forsæt om at udforske litteraturens muligheder og få den gjort nærværende og levende for flest muligt har hun utrætteligt trådt nye stier i såvel sin forskning som sin undervisning og formidling. Anne-Marie Mai har sat sit umiskendelige præg på den danske litterære scene gennem flere årtier, og for den indsats får hun Søren Gyldendal Prisen 2018.”

Prisen overrækkes ved et arrangement i dag kl. 16 på Gyldendal, Forværelset, Klareboderne 3, København K. Pressen er velkommen uden tilmelding.

Anne-Marie Mai er professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet. Hun har skrevet flere bøger om dansk litteratur, herunder Hvor litteraturen finder sted, en litteraturhistorie i tre bind, og senest i 2016 Galleri 66, et værk, der er en ny måde at skrive litteraturhistorie på. I stedet for at inddele i ismer eller årtier bruger Anne-Marie Mai et enkelt år som udgangspunkt for sin analyse af samspillet mellem de kunstneriske strømninger og politiske forhold, der har været med til at påvirke litteraturen fra 1966 og frem til i dag. Anne-Marie Mai har derudover været medredaktør af Nordisk kvindelitteraturhistorie, Læsninger i dansk litteratur og hovedredaktør af Danske digtere i det 20. århundrede.

Søren Gyldendal Prisen uddeles i forbindelse med Søren Gyldendals fødselsdag. Den blev første gang overrakt i 1958 og var da på 10.000 kr. Nu er den på 250.000 kr. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget i 1770.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail