Svend Brinkmann, Ursula Andkjær Olsen, Anne Sofie Hammer og Per Fibæk modtager hver en Søren Gyldendal-pris
Dato: 24. september 2020

I dag, torsdag d. 24/9, fra kl. 17 til 19.30 fejres læselysten på forlaget Gyldendal med arrangementet Bogens Topmøde 2020. Samtidig uddeles fire Søren Gyldendal-priser, og de går til Svend Brinkmann, Ursula Andkjær Olsen, Anne Sofie Hammer og Per Fibæk for deres store bidrag inden for nonfiktion, skøn-, børne-/ungdoms- og uddannelseslitteratur. Hver pris er på 125.000 kr.

Efter selve prisoverrækkelsen vil de fire prismodtagere sammen med et panel bestående af chefredaktør på Politiken Christian Jensen, forfatter og debattør Geeti Amiri, KPMG-direktør Henrik Mulvad, forlagschef på Gyldendal Simon Pasternak og Morten Hesseldahl, adm. direktør på Gyldendal, diskutere, hvordan det står til med læsningen, og hvad vi kan gøre for at styrke læselysten i Danmark.

Samtalen finder sted i Gyldendals tv-studie og kan genses på Gyldendals Facebook-side.

Juryerne har begrundet deres valg således:

Modtager af SG Nonfiktionsprisen: professor Svend Brinkmann.
”Svend Brinkmann har med sit forfatterskab tændt interessen for eksistens og filosofi hos mange. Hans budskab om, at livet ikke må blive et præstationsræs, men at meningen med tilværelsen findes i fællesskabet og forpligtelsen, har vundet genklang.”

Modtager af SG Skønlitteratursprisen: forfatter Ursula Andkjær Olsen.

”Der er et før og et efter i dansk poesi efter Ursula Andkjær Olsens debutsamling, Lulus sange og taler fra år 2000. Her og i de følgende værker har hun skabt flerstemmig, musikalsk og verdensvendt poesi, der rasende, vittigt, forelsket og sorgfuldt både synger og tænker.”

Modtager af SG Børnebogsprisen: forfatter Anne Sofie Hammer.

”Anne Sofie Hammer henvender sig til børn og unge i (næsten) alle aldre. Uanset målgruppen afspejler forfatterskabet en ægte og uforbeholden fortællelyst og en tro på, at børn og unge gerne vil udfordres på deres fantasi og indlevelse.”

Modtager af SG Uddannelsesprisen: professor Per Fibæk.

”Per Fibæks forfatterskab, hans gerning for lærerne og indslag i debatten er i sidste ende med til, at alle relevante parter i uddannelsessystemet bliver bedre til at reflektere over deres virke i forhold til grundskolen og løfte det generelle vidensniveau om denne vigtige institution som i befolkningen som sådan.”

Søren Gyldendal Prisen uddeles i anledning med Søren Gyldendals fødselsdag. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget i 1770.


Tilmeld nyhedsbrev

E-mail