VITELLO BLI’R FILMSTJERNE
Dato: 16. juni 2009

Drengen Vitello, som bor med sin mor i et rækkehus ved siden af ringvejen, går til filmen.

Filmselskabet Zentropa har således netop købt filmrettighederne til Kim Fupz Aakesons underfundige billedbogsfortællinger om den lille sorthårede gavtyv.

»Vi er meget glade for, at Gyldendal har givet os mulighed for at sætte tænderne i den serie af litterære godbidder. Vitello har charmeret sig ind på os med sin stille undren, gåpåmod og evne til selv at finde løsninger på det, der nager ham. F.eks. at han ikke har en far. Så går han bare ud for at finde sig en«, siger animationsinstruktør Sabine Ravn, som sammen med Zentropa skal stå for filmatiseringen.

Zentropa planlægger at indspille 10 afsnit, der hver varer 10 minutter. Tegnefilmsserien skal vises på tv med forventet premiere i 2010. Filmselskabet har også planer om at producere en 10 minutters tegnefilm til biografen.

Mens forfatteren, manuskriptforfatteren og dramatikeren Kim Fupz Aakeson har skrevet historierne om Vitello, står illustratoren Niels Bo Bojesen for tegningerne i billedbøgerne. Tegnefilmene vil få samme visuelle udtryk.

Den første bog om Vitello, der hedder sådan, fordi hans mor engang - som meget ung og vist nok også smuk - boede to måneder i Italien, udkom i juni 2008. Bind 8, Vitello får en klam kæreste, er netop udgivet, mens bind 9, Vitello er bagvendt, vil være klar efter sommerferien.

Billedbogsserien er blevet fint modtaget herhjemme og har rundet et salg på indtil videre 13.000 eksemplarer. To af bøgerne er netop blev solgt til udgivelse i Sverige. Forlag i flere andre lande har serien til overvejelse.

Med venlig hilsen

Gyldendal

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail